Fra slutningen af 1700-tallet indrettede man grynmaskineri på mange vand- og vindmøller. Maskineriet bestod af boghvedekværn og diverse apparater til rensning og sortering af grynene. Især i Sønderjylland lå der mange boghvedemøller, de fleste var vandmøller. De fleste landbrug havde et lille stykke jord med boghvede, så man kunne få den daglige grød og pandekager.
Nu findes der i Danmark kun ét funktionsdygtigt anlæg, nemlig det på Damgård Mølle, bygget i 1867.
Efter tærskningen blev “æ tarre” (boghveden) bragt til møllen og tørret på et plantørringsanlæg, da den skulle være knastør inden forarbejdningen.
Derefter blev den ført over et rystesold til rensning for “rultar” (småkerner) og “urenheder” (sand og avner). Og videre via en kopelevator til kværnen. Kværnens nederste sten ,”liggeren”, er en flad smergelsten. Den øverste, “løberen” er en bildet rhinsksten. Efter knækning af kærnerne går materialet til grynsortereren, hvor først melet går fra og herefter de forskellige størrelser boghvedegryn. “Æ søj”, (skallerne) samles i en kasse og bruges til brændsel eller isolationsformål – nu om dage kan de bruges til f.eks. puder.
De enkelte grynsorteringer blæses rene for mel og skaller på “vejrmaskinen” og renses til sidst manuelt over et sold.
Boghvedemaskineriet skal helst køre med ensartet hastighed, og denne opgave blev tidligere klaret med en centrifugalregulator på stjernehjulsloftet, suppleret med snoretræksregulering af tovtrækket til maskinerne.
Hjælpemaskinen, den store dieselmotor, er nu afløst af elektromotorkraft til boghvedeværket.